Vælg det rigtige undertag

Hvorfor lægge undertag?

Et undertag under den udvendige tagbelægning kan være en god ide at lægge for ekstra tæthed og beskyttelse mod al slags fugt udefra. Det kan enten være i form af faste og tunge plader i krydsfinér eller træ med påsvejset tagpap, i form af middelfaste plader af gips eller tyndt træ eller i form af en løs, let tagdug i plast.

Det er op til den enkelte at afgøre, hvor stærk en undertagsbelægning, der skal benyttes.

Hvilket undertag bør du lægge?

Valget af undertag til dit hus afhænger af, hvilken tagbelægning du har på huset. Det er en sammenhæng, du kan rådføre dig om hos undertagsproducenten og andre byggetekniske personer. Der skelnes mellem tunge, middeltunge og lette undertagstyper samt diffusionsåbne og diffusionstætte undertagstyper. Om taget er åbent eller tæt for diffusion/gennemtrængning handler om, hvorvidt det lader varm fugtig luft fra boligen trænge ud gennem taget eller ej, og om det derfor har brug for ventilation for at undgå fugtskader på indersiden af taget.

  • Lette undertage er som oftest diffusionsåbne og kræver ikke ventilation, og de er lette at håndtere og tilpasse.
  • Middeltunge undertage er som regel diffusionsåbne, rimelig nemme at håndtere, men lidt mere robuste end de lette undertage.
  • Tunge undertage er diffusionstætte, hvorfor de kræver meget ventilation. Det er den absolut mest robuste undertagstype, og det har en lang levetid.

Når du vælger imellem de tre undertagstyper, skal du således overveje, hvor meget du vil investere i det, hvor godt og hvor længe du ønsker, det skal holde, samt hvor meget det må fylde.